Argentina

Arkæologiske fund har vist tilstedeværelse af jægersamfund mere end 10.000 år f.v.t.. I det nordvestlige Argentina opstod i perioden mellem ca. 500 f.v.t. og 600 e.v.t. samfund med landbrug. Efter ca. 1000 blev der skabt betydelige bronzearbejder, og med påvirkning fra kontinentets højkulturer en vis udvikling af mindre bykulturer. Ca. 1480 blev det nordvestlige Argentina indlemmet i Inkariget.

Spanierne trængte i 1516 frem til egnene omkring Río de la Plata. Den oprindelige befolkning bestod af mere end 20 forskellige grupper, men kun stammerne i nord blev undertvunget. Fra og med 1700-tallet blev Pampasområderne besat af araukanere fra Chile.

I kolonitiden koncentrerede spanierne i Argentina sig længe om områderne omkring Potosí, og Córdoba var den vigtigste by. Den spanske krone oprettede i 1776 et vicekongedømme med hovedsæde i Buenos Aires (grundlagt i 1580), og økonomien blev vendt mod Atlanterhavet.

Lokale handelsinteresser kom i konflikt med det spanske handelsmonopol, og da den spanske krone blev svækket under Napoleon 1.'s invasion af Spanien var vejen i 1810 banet for en lokal regering i Buenos Aires. Uafhængigheden blev erklæret i 1816, men lokale og internationale interesser betød, at Paraguay, Bolivia og Uruguay blev selvstændige stater.

Herefter fulgte et halvt århundrede præget af borgerkrige samt stridigheder med Brasilien, Paraguay og Uruguay. Borgerkrigene stod mellem unitarios, som forsvarede Buenos Aires’ interesser, og føderalisterne, der repræsenterede resten af landet. Paradoksalt nok var det føderalisten, Juan Manuel de Rosas, der regerede Argentina i 1835-1852, som konsoliderede Buenos Aires' magt og skabte vejen for national enhed.

I 1853 blev der vedtaget en forfatning, der med enkelte ændringer stadig er i kraft. Det var dog først i 1880, at Argentina fik skikkelse af en moderne stat i form af en føderal republik med Buenos Aires som hovedstad. Samtidig fik landet en rolle i verdensøkonomien som eksportør af landbrugsprodukter og importør af industrivarer.

Behovet for landbrugsjord førte til udryddelsen af den oprindelige befolkning, mens europæiske immigranter blev dominerende som arbejdskraft. Argentina firedoblede sit befolkningstal fra 1869 til ca. 1914, og blev det mest urbaniserede land i Latinamerika. Der opstod en bred middelklasse, som fik politisk indflydelse efter indførelsen af almindelig stemmeret for mænd i 1912. Det Radikale Partis (Unión Cívica Radical) sejr ved præsidentvalget i 1916 fortrængte således den traditionelle konservative overklasse fra magten. Arbejderklassen kæmpede også for sine rettigheder blandt andet inspireret af landsforviste anarkister og socialister fra Spanien, Italien og Tyskland.

Den eksportbaserede økonomiske udvikling gjorde, at Argentina i 1920’erne havde et af verdens højeste bruttonationalprodukter pr. indbygger, men landet blev hårdt ramt af den økonomiske krise i 1929 pga. afhængigheden af de internationale markeder. I 1930 begyndte derfor en langvarig periode med økonomisk og politisk uro.

Argentina var neutralt under 2. Verdenskrig indtil krigens sidste måneder, hvilket gav gode afsætningsmuligheder, hvilket sammen med et fald i importen fremmede en national industrialisering.

Store dele af arbejderklassen støttede ved valget i 1946 Juan Perón, som var en af de officerer, der havde stået i spidsen for et statskup i 1943. Den peronistiske regering (1946-1955) stod for en nationalpopulistisk politik, som i kraft af indtjeningen under 2. Verdenskrig kunne hæve arbejderklassens levefod, indføre den første sociallovgivning (især i kraft af indsatsen fra Eva "Evita" Peróns side) og nationalisere en stor del af landets naturresurser og transportsektoren. Peronismen gennemførte også en arbejdsmarkedsreform og indførte stemmeret for kvinder i 1947. Økonomiske problemer samt konflikter med kirken og dele af hæren førte dog i 1955 til et blodigt militærkup, der væltede Perón, som gik i eksil i Spanien.

De følgende år var karakteriseret af svage civile regeringer, militærkup, social uro og fremkomsten af guerillabevægelser. Militæret var ved magten fra 1966 til 1973, hvorefter indre spændinger fremtvang udskrivelsen af frie valg. Perón var udelukket for at stille op, men den sejrende præsidentkandidat, peronisten Héctor José Cámpora, udskrev nyvalg, hvorefter Perón blev valgt med hans hustru Isabel Perón som vicepræsident.

Efter Peróns død (1974) overgik magten til Isabel Perón. Hendes tid ved magten var præget af økonomisk krise og stigende politisk vold, som førte til endnu et militærkup i 1976. Under den efterfølgende såkaldte 'beskidte krig', La guerra sucia, var hæren ansvarlig for tortur og mord, og tusinder af personer "forsvandt", mens et større antal blev tvunget i eksil.

Generalerne Jorge R. Videla (1976-1981), Roberto Viola (1981) og Leopoldo Galtieri (1981-1982) forfulgte en liberal økonomisk politik, som bragte landet på fallittens rand. I et desperat forsøg på at redde militærstyret invaderede Argentina i 1982 den britiske kronkoloni Falklandsøerne. En kort krig med Storbritannien, Falklandskrigen, sluttede med nederlag til Argentina og militærdiktaturs fald. Efter en kort overgangsregering blev peronisterne i 1983 for første gang besejret i et frit valg, og regeringsmagten gik til den radikale Raúl Alfonsín. Under hans regering fortsatte den økonomiske krise, men demokratiet blev genindført, og militærledere ansvarlige for mord, tortur og forsvindinger blev retsforfulgt, men senere beskyttet af en amnestilov.

Peronisten Carlos Menem overtog regeringsmagten i 1989, og gennemførte en økonomisk hestekur og introducerede en fastkurspolitik over for dollaren fra 1991. Det skabte ro og udenlandske investeringer, og Carlos Menem blev genvalgt i 1995. I hans anden periode øgedes den offentlige gældsætning, samtidig med at fastkurspolitikken gjorde, at bytteforholdet til udlandet blev forringet. Det ledte omkring år 2000 frem til en voldsom økonomisk krise.

Fernando de la Rúa (1937-2019) fra Det Radikale Parti, som blev præsident i 1999, formåede ikke at få balance på de offentlige finanser og efterlod landet med en gæld på 155 milliarder dollar. Den økonomiske krise kulminerede i december 2001 med voldsomme sociale uroligheder, inden Eduardo Duhalde (f. 1941) fra Peronistpartiet midlertidigt overtog magten i januar 2002. Han devaluerede pesoen kraftigt og beskar statsbudgettet. Arbejdsløsheden steg til 25%, og landet måtte igennem lange forhandlinger med IMF om nye lån.

Eduardo Duhalde blev i 2003 efterfulgt af den venstreorienterede peronist Néstor Kirchner, som satte fokus på landets sociale problemer. Selvom den akutte krise blev afhjulpet, levede en stor del af befolkningen fortsat under fattigdomsgrænsen. I januar 2006 tilbagebetalte Argentina sin restgæld til IMF.

Præsidentvalget i efteråret 2007 blev vundet af Néstor Kirchners hustru Cristina Fernández de Kirchner, som blev genvalgt i 2011. Hun blev i 2015 efterfulgt at den konservative Mauricio Macri, inden Peronistpartiet genvandt præsidentposten i 2019 med Alberto Fernández. Hans regeringsperiode var præget af COVID-19 pandemien og de dermed forbundne økonomiske problemer, som blandt andet førte til økonomisk krise og en kraftigt stigende inflation.

Ved præsidentvalget i 2023 sejrede den selverklærede anarkokapitalist Javier Milei, som satte landet på en streng økonomisk kur med store offentlige nedskæringer til følge.

• Læs mere om Argentinas historie, forfatning og styreform, dansk indvandring i Argentina, nationalflag.

Der er meget store forskelle på de naturmæssige betingelser i Argentina, som kan opdeles i seks naturgeografiske regioner: Mesopotamien, Chaco og Puna mod nord, Cuyo i vest, den centrale Pampas og Patagonien mod syd.

Mesopotamien er området mellem de to floder i La Plata-systemet, Paraná og Uruguay. Vegetationen er subtropisk skov; klimaet er fugtigt og præget af østlige vinde. Lavlandet syd herfor er gennemskåret af floder, og åå trods af stor nedbør kan der forekomme tørke.

Det flade savanneland, Chaco, er den sydlige del af Gran Chaco. Her er der et ret tørt, tropisk/subtropisk klima med sommerregn. Her måles Sydamerikas højeste temperaturer, op mod 50 °C.

Mod nordvest rejser landskabet sig fra 1000 meter over havet til det høje plateau Puna. Middelhøjden er her ca. 3800 meter, og området er en del af den store Altiplano-højslette. Klimaet er ørkenagtigt og vegetationen er træløs og består næsten udelukkende af spredte kaktus.

Andesbjergenes vandskel med adskillige vulkaner på over 6000 meter markerer grænsen mod Chile, og store saltpander dækker bunden af afløbsløse bassiner. Mod øst gennemskæres forbjergene af brede dale (quebradas), og vegetationen vidner om et subtropisk bjergklima.

Den tørre region fortsætter mod syd til Cuyo-regionen, hvor Andes er én sammenhængende bjergkæde. Sydamerikas højeste bjerg Aconcagua (6959 m), ligger vest for byen Mendoza.

Pampaen, det store og uhyre flade steppeland, har meget frugtbar jord og er næsten helt opdyrket. Der er stort set intet tilbage af den naturlige græssteppe. Nedbørsmængden er mindst i den vestlige del og vokser mod øst omkring Buenos Aires (Pampa humeda), hvor landbrugsproduktionen også er størst.

En stor del af det nordlige Argentina (sammen med endnu større arealer i nabolandene) afvandes af Rio de la Plata-systemet, som munder ud i la Plata-deltaet, hvor Buenos Aires ligger.

Det nordlige Argentina har normalt sommerregn, mens det mod syd skifter til vinterregn omkring floderne Colorado og Negro, den naturlige grænse for Patagonien. Kun i Andesbjergene er der rigeligt med nedbør, men årsnedbøren falder meget hurtigt mod øst til 200 millimeter eller mindre, hvilket afspejles i vegetationen. En skarp grænse adskiller den patagoniske skov fra græssteppen.

De tørre, vindblæste plateauer falder fra Andes i vest til Atlanterhavet i øst. Landskabet er præget af kraftig erosion. Klimaet er tempereret, men i de indre dele af Patagonien og Tierra del Fuego er klimaet mere kontinentalt. Tierra del Fuego er adskilt fra fastlandet af Magellanstrædet og har samme naturforhold som Patagonien.

I de sydligste Andesbjerge ligger bl.a. nationalparken Parque Nacional de los Glaciares med mange store gletsjere. Berømt er gletsjeren Perito Moreno, der skyder sig ud i søen Argentino.

• Læs mere om Argentinas geografi, dyreliv og planteliv.

Målt på BNP er Argentinas økonomi den tredjestørste i Latinamerika efter Brasilien og Mexico. Servicesektoren udgør den største del af økonomien, mens omkring en fjerdedel af BNP er knyttet til de vareproducerende erhverv og godt 5 % til landbrug, skovbrug og fiskeri (2025). Eksporten er domineret af landbrugsprodukter, hvor de vigtigste artikler er soja, majs hvede, og oksekød, men landet har også en stigende eksport af brændstoffer.

Argentinas økonomi har efter 2. Verdenskrig lidt under tilbagevendende kriser i form af underskud på statsbudgettet med en deraf afledt stor statsgæld, (hyper)inflation, og underskud på betalingsbalancen.

Et omfattende økonomisk reformprogram under præsident Carlos Menem (præsident 1991-1999) indeholdt omfattende privatiseringer, en generel liberalisering af økonomien og et monetært stabiliseringsprogram, som indebar af pesoen bundet til dollar i forholdet 1:1. Inflationsraten faldt betydeligt og den fornyede tiltro til pengenes købekraft blev begyndelsen på en periode præget af stigende økonomisk aktivitet. Opsvinget og bindingen af valutaen til den amerikanske dollar medførte en kraftig forøgelse af importen og at den argentinske eksportsektor fik forringet konkurrenceevnen.

Omkring årtusindeskiftet blev situationen uholdbar. Styrkelsen af den amerikanske dollar og en brasiliansk devaluering i 1999 undergravede yderligere den argentinske økonomi, samtidig med at statsgælden nåede nye højder. I første omgang trådte IMF til med lån, men i december 2001 stoppede institutionen med at udbetale lån til den argentinske stat, som derefter ikke længere kunne betale sine afdrag.

Den kritiske økonomiske situation førte til sociale protester og omfattende politisk uro. Eduardo Duhalde tiltrådte 2. januar 2002 som ny præsident og afskaffede fastkurspolitikken i forhold til den amerikanske dollar, hvilket medførte en kraftig devaluering. Hjulpet af det globale råvareboom hjalp det langsomt den argentinske økonomi på fode igen. Under præsident Néstor Kirchner blev gælden genforhandlet, men med store tab til følge for kreditorerne. I 2006 blev det sidste lån afbetalt til IMF.

Den økonomiske vækst ebbede ud hen mod 2015, og da en amerikansk ret afsagde dom om, at den argentinske stat skulle tilbagebetale kreditorerne fra 1990’erne en større del af deres gæld end tidligere forhandlet, gik den argentinske stat i delvis betalingsstandsning i 2014. Først i løbet af 2016 lykkedes det at få forhandlet en ny aftale på plads med kreditorerne.

I et forsøg på at genstarte den argentinske økonomi optog den konservative præsident Mauricio Macri et lån på 57 milliarder amerikanske dollar i IMF i 2018. Den økonomiske krise blev dog ikke løst før COVID19-pandemien satte landet yderligere under pres. En ny delvis betalingsstandsning fulgte i maj 2020. BNP faldt med næste 10 procent i 2020, men selvom tabet blev indhentet i de følgende år, var økonomien fortsat præget af den enorme statsgæld, høj inflation og underskud på statsbudgettet.

Da Javier Milei blev valgt som præsident i slutningen af 2023, iværksatte han en radikal økonomisk reformpolitik. Den offentlige sektor blev kraftigt beskåret, udenrigshandelen blev liberaliseret, og der blev indført frit lejde for registrering af amerikanske dollar, som de facto havde været den anvendte valuta i en udbredt sort økonomi.

Det førte til en nedgang i inflationen og et overskud på statsbudgettet, men økonomien skrumpede også i 2024, hvilket førte til omfattende sociale protester. Økonomien begyndte igen at vokse i 2025, hvilket forventes at fortsætte i 2026 hjulpet af en god høst og stigende priser på energi.

I argentinsk politik har partierne traditionelt spillet en mindre rolle end militær og fagbevægelse. Kun Unión Cívica Radical (Det Radikale Parti) og Partido Justicialista (Det Peronistiske Parti) har præget landets udvikling i længere perioder. Begge partier er dog i det 21. århundrede blevet udfordret af nye konservative partier, som vandt præsidentvalgene i 2015 og 2023.

La Unión Cívica Radical (Det Radikale Parti), som er det ældste, blev grundlagt i 1890 og er et moderat centrum-venstreparti med historisk forankring i mellemlagene. Partiets seneste præsident var Raúl Alfonsín, og i det 21. århundrede har partiet været vælgermæssigt presset af øget politiske polarisering mellem på den ene side peronismen og på den anden side flere partier på den politiske højrefløj.

Den peronistiske bevægelse udgør den politisk mest indflydelsesrige strømning i Argentina, og dækker over en række partier, der politisk spænder bredt. Partido Justicialista, som siden 2001 har været domineret af en centrum-venstre fløj, har med præsidenterne Néstor Kirchner (2003-2007) Cristina Kirchner (2007-2015) og Alberto Fernández (2019-2023) opretholdt en fremtrædende rolle i argentinsk politik.

På højrefløjen findes en række konservative partier, hvoraf flere siden 2005 har været organiseret i vekslende koalitioner omkring partiet Propuesta Republicana med Mauricio Macri i spidsen, som blev valgt til præsident i 2015.

I de senere år har koalitionen omkring Macri fået konkurrence fra den yderste højrefløj i form af det af Javier Milei nystartede parti La Libertad Avanza, som sejrede ved præsidentvalget i 2023.

Det argentinske militær har spillet en stor politisk rolle i det 20. århundrede, hvor det gentagne gange har taget magten ved kup. Det skete senest i 1976, hvor præsident Isabel Perón blev afsat og erstattet af et diktatur. Mere end 1.200 militærfolk blev efterfølgende dømt for deres handlinger under diktaturet.

Landets økonomiske krise efter årtusindeskiftet betød, at meget materiel var utidssvarende eller ikke operationelt. I de senere år er der startet en genopretningsproces, som blandt andet indbefatter, at Argentina i 2024 indgik en aftale med Danmark om at købe 24 brugte F16 jagerfly. Forsvarsudgifterne er dog fortsat relativt lave efter international målestok og udgjorde i 2024 0,62 % af BNP.

Argentina har et veludbygget uddannelsessystem med gratis offentlig undervisning på alle uddannelsestrin. Desuden ydes statstilskud til private skoler. Den obligatorisk uddannelse har siden 2006 omfattet 2 års førskole, samt 12 års egentlig skolegang fordelt på 6-7 års grundskole og 5-6 års ungdomsuddannelse.

Provinserne udformer og administrerer grundskoleuddannelsen inden for rammerne af nationale retningslinjer. På gymnasier, handelsskoler og fagskoler tilbydes mellemuddannelser inden for handel, landbrug, kunst og teknik samt forberedelse til videregående uddannelse.

Den højere uddannelses kerne udgøres af syv ældre, nationale universiteter. Det ældste er universitetet i Córdoba fra 1613, og det største og vigtigste er universitetet i Buenos Aires med over 385.000 studerende (2024).

Dertil kommer mere end 100 nyere universiteter, hvoraf ca. halvdelen er private og i reglen katolske. Af de 2,5 millioner studerende på universiteter og højere læreanstalter læser ca. 80 % på offentlige institutioner, hvor undervisningen er gratis.

• Læs mere om Argentinas partier og bevægelser, økonomi, uddannelse, vin og militær

I Argentina er befolkningstætheden kun 17 indbyggere pr. km², men der er store regionale forskelle. Buenos Aires er med ca. 14 millioner indbyggere en af verdens største byer, og 30 % af landets befolkning bor her. Andre millionbyer er Córdoba (1,46 millioner) og Rosario (1,15 millioner), og i alt bor 92 % af befolkningen i byer med mere end 2000 indbyggere (2022).

Befolkningens regionale fordeling afspejler, at spanierne koloniserede de nordvestlige provinser først. Her opstod landets handels- og administrationscentrum, og området indtager fortsat en dominerende rolle.

Befolkningen er overvejende af europæisk herkomst, og derudover består befolkningen af oprindelige folkeslag (2,9 %), mestizer, afro-argentinere (0,7 %) og ikke-europæiske indvandrere. Der er ikke etniske konflikter af betydning.

Landet havde 4,8 millioner indbyggere omkring år 1900, men fødselsoverskud og en stor indvandring førte til en kraftig befolkningstilvækst i det 20. århundrede. Fertilitetsraten er dog faldet drastisk i de seneste 10 år, fra 2,4 i 2015 til 1,5 i 2026, og befolkningstilvæksten er nu på beskedne 0,3 % pr. år (2026). Den forventede middellevetid er 75 år for mænd og 80 år for kvinder og er fortsat stigende (2026). Dødsårsagerne adskiller sig ikke fra, hvad man ser i Europa. De hyppigste dødsårsager er hjerte-kar-sygdomme, luftvejssygdomme og kræftsygdomme.

Argentina bruger ca. 9 % af bruttonationalproduktet på sundhedsvæsenet. Det fordeler sig på godt 2 % i den offentlige sektor, godt 3 % i det arbejdsmarkedsbaserede system og resten i den private sektor (2025).

• Læs mere om Argentinas geografi, sociale forhold, sundhedsforhold

Argentina har historisk haft en tradition for kvalitetsprægede massemedier med aviser som den konservative La Nación (grdl. 1870), den liberale Clarín (grdl. 1945) og den peronistiske Pagina 12 (grdl.1987). Flere og flere argentiner bruger dog sociale medier og video-platforme som nyhedskilder.

Siden 1990'erne er der sket en koncentration i det traditionelle mediebillede, og især Clarin-gruppen har opnået en fremtrædende status på tværs af diverse platforme. I 2009 fik Cristina Kirchner-regeringen vedtaget en lov, som begrænsede mulighederne for, at enkelte virksomheder kunne have en dominerende status på mediemarkedet. Loven var især rettet mod Clarin-gruppen status, og kritikkere af loven betegnede den som et forsøg på censur. Lovens begrænsninger blev kraftigt udvandet af Mauricio Macri i 2015.

Argentina har et rigt kulturliv, præget af landets position som en smeltedigel af oprindelige folk, den spanske kolonitid og europæiske immigration efter uafhængigheden. Senere har den argentinske kunstnerisk scene i det 20. århundrede også hentet inspiration fra europæiske og amerikanske kulturelle strømninger. Spørgsmålet om argentinsk identitet har spillet en rolle i mange sammenhænge.

Tangoen opfattes af mange som indbegrebet af argentinsk kultur strækkende sig fra klassisk tango ved Carlos Gardél til avantgarde tango ved Astor Piazzolla.

Blandt argentinske forfattere opnåede Jorge Luis Borges verdensberømmelse for sine korte fantastiske historier.

• Læs mere om Argentinas massemedier, kunst og arkitektur, litteratur, musik, film, dans, kirker og teater.

Det officielle sprog er spansk. Det adskiller sig stort set ikke fra sproget i Spanien, men det har en karakteristisk intonation. Mange europæiske indvandrere har bevaret deres oprindelige sprog i fjerde og femte generation.

Desuden skønnes det, at ca. 400.000 indbyggere taler et af 15 forskellige indianske sprog.

• Læs mere om Argentinas sprog.

• lande i Sydamerika