Max Ernst

Efter krigstjeneste fra 1914 til 1918 var Max Ernst stifter af og aktiv deltager i den antikunstneriske bevægelse Dada Köln; han tog tilnavnet Dadamax og stod sammen med Johannes Baargeld og Hans Arp bag det venstreorienterede tidsskrift Der Ventilator. Samarbejdet med Arp førte også til den berygtede fællesudstilling på et offentligt toilet i 1920.

Da Max Ernst i 1922 flyttede til Paris, blev han sammen med Paul Éluard og André Breton tilknyttet tidsskriftet Littérature, og han var medstifter af den surrealistiske gruppe i Paris i 1924. Men allerede inden da havde han med billeder som Elefanten Celebes (1921, Tate Gallery, London) indvarslet surrealismen med dens sammensætning af væsensforskellige elementer og ønske om at skabe billeder fra det underbevidste.

Sammen med Breton, Éluard og Francis Picabia eksperimenterede han med automatskrift og udviklede teknikker som frottage (gnidebilleder) og collage, som han anvendte i bøgerne Histoire naturelle (1926), La Femme 100 têtes (1929) og Une Semaine de bonté (1934). I 1930'erne blev også skulpturen et væsentligt arbejdsfelt, fortrinsvis i bronze.

Max Ernst forlod i 1938 den surrealistiske bevægelse uden dog at ændre sin kunstneriske udtryksform. I 1941 gik han i eksil i New York, hvor han efter et kortvarigt ægteskab med Peggy Guggenheim giftede sig med maleren Dorothea Tanning og blev amerikansk statsborger.

I 1953 vendte Max Ernst tilbage til Paris og fik 1958 fransk statsborgerskab. Hans kunstneriske udtryk fik en mere lyrisk drejning, og formsproget nærmede sig det nonfigurative.

• tysk billedkunst
• Der Sturm
• dadaisme
• Dada Köln
• surrealisme