close
Image
Illustrationen viser placeringen af foramen ovale og ductus arteriosus i hjertet.

Foramen ovale er navnet på en naturlig åbning i fosterets hjerte og et ovalt hul i bunden af kraniet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet foramen ovale kommer fra latin foramen 'hul, åbning'.
Også kendt som

foramen Botalli (opkaldt efter den italienske læge Leonardo Botallo (1530-ca. 1590)).

I hjertet

I hjertet er foramen ovale en naturlig åbning mellem højre og venstre forkammer i fosterets hjerte. Da fosteret ikke trækker vejret med lungerne, bliver det iltrige blod fra moderen via navlestrengen (funiculus umbilicalis) ledt gennem dette hul, direkte til venstre hjertehalvdel og derfra ud i kroppen, i stedet for til lungerne.

Åbningen lukker sig normalt efter fødslen som følge af de ændrede trykforhold i hjertet, som vejrtrækningen medfører, således at blodet ledes fra højre forkammer til højre hjertekammer og derfra videre til lungerne.

Oftest sker lukningen i løbet af få timer efter fødslen, men det kan i nogle tilfælde tage flere uger, og af og til lukkes foramen ovale kun delvist. Ved utilstrækkelig lukning vil blodet fortsætte med at strømme fra venstre til højre side af hjertet. Dette kaldes åbentstående eller persisterende foramen ovale. Oftest er det resterende hul meget lille og lukker sig af sig selv, men hvis den resterende åbning er stor, kan operation være nødvendigt for at undgå overbelastning af højre hjertehalvdel og lungerne. En lille rest af foramen ovale er af mindre betydning og medfører typisk hverken sygdom eller overbelastning af hjertet; det findes som tilfældigt fund ved ca. 20 procent af alle obduktioner, også hos personer, som ikke har været hjertesyge. Det diskuteres dog, om selv mindre huller mellem forkamrene kan udgøre en risiko for blodpropper (embolier), der passerer igennem foramen ovale og sætter sig i hjernen.

I kraniet

Foramen ovale er også navnet på et ovalt hul i kilebenet (os sphenoidale) i bunden af kraniet. Gennem denne åbning går der en nerve, nervus mandibularis (tredje gren af trigeminusnerven, nervus trigeminus) til underkæben og en lille arterie (arteria meningea accessoria) til hjernen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig