Primas
Primas (af latin: primus, "den første", eller pluralis primates, "fornem, en af de fremmeste") er en gejstlig ærestitel eller rang, der i visse kristne kirker tildeles særligt fremtrædende ærkebiskopper eller biskopper. Afhængigt af den specifikke kirkelige tradition kan titlen enten markere en reel jurisdiktionel myndighed (en autoritetstitel) eller, som det oftest er tilfældet i nyere tid, en ceremoniel og æresmæssig forrang over kirkens øvrige biskopper i et helt land eller en nation.[1][2][3][4]
Historisk har titlen i den vestlige kirke været knyttet til den biskop (primae sedis episcopus), der indtog den højeste rang og besad en overordnet myndighed, som ikke blot gjaldt hans egen kirkeprovins (som det er tilfældet for en metropolit), men strakte sig over adskillige provinser og metropolitansæder. Denne overordnede myndighed vedrørte dog udelukkende den kirkelige jurisdiktion og organisering, særligt i opbygningen af de nationale kirker, og indskrænkede ikke selve de teologiske bispebeføjelser, som enhver biskop i forvejen besidder fuldt ud.[4] Selve værdigheden, overhøjheden eller positionen for en primas betegnes et primat. I sin yderste konsekvens er det dette begreb, der ligger til grund for, at paven i Rom gør krav på primatet over hele kristenheden.[2]
I de fleste moderne kirkesamfund fungerer titlen i dag overvejende som et ceremonielt æresnavn for at markere netop den nationale forrang. I den anglikanske kirke er ærkebiskoppen af Canterbury således primas for hele England (og derudover åndeligt overhoved for den globale anglikanske kommunion), mens Uppsalas ærkebiskop er Sveriges primas.[3][4] I Danmark betragtes biskoppen over Københavns Stift som Folkekirkens primas. For at markere denne forrang bærer vedkommende et særligt ornat og har som den eneste den fornemme opgave at indvie landets øvrige biskopper.[1] Historisk, i tiden før reformationen, fungerede ærkebiskoppen af Lund desuden som primas over hele Skandinavien.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Oprindelse
[redigér | rediger kildetekst]I den tidlige kirke blev begrebet (i lighed med titlen patriark) brugt til at betegne en metropolit, som stod over andre metropolitter.[3] Primas-embedet eksisterer udelukkende i Vesten og svarer til Østkirkens eksarker (en), ikke til patriarkerne. De egentlige primater i den tidligste tid bar i begyndelsen slet ikke navnet; eksempelvis udøvede biskoppen af Karthago en sand primatial jurisdiktion over de romerske provinser i Afrika uden at blive kaldt primas, mens den ældste biskop i de øvrige afrikanske provinser (undtagen den prokonsulære) bar titlen. Først i 1893 blev titlen som Afrikas primas genindført af pave Leo 13. til fordel for ærkebiskoppen af Karthago, ligesom biskoppen af Toledo fungerede som primas for det vestgotiske rige, og biskopperne af Thessalonika og Arles, i egenskab af pavelige vikarer, havde myndighed over adskillige provinser.[4] Senere forsøgte paven at knytte en enkelt biskop i hvert land til sig som sin vikar og skaffe ham en overordnet stilling ledsaget af denne høje titel, men dette strandede ofte på ærkebiskoppernes modstand.[3] Dette medførte, at middelalderens historie om primaterne i vid udstrækning er præget af endeløse stridigheder om særlige rettigheder og privilegier, hvor krav på autoritet blev begrundet med landets evangelisering, bispesædets vigtighed eller pavelige indrømmelser. Blandt de primater, der formåede at udøve en reel autoritet, var især ærkebiskoppen af Mainz (Skt. Bonifatius' efterfølgere) samt ærkebiskoppen af Lyon, som af pave Gregor 7. blev gjort til primas over Gallien.[4]
Funktion og historiske beføjelser
[redigér | rediger kildetekst]
Institutionen er ikke ensartet og har ingen plads i den almindelige kirkeret, idet primatiale rettigheder udelukkende er privilegier. I deres videste forstand omfattede disse rettigheder beføjelsen til at indkalde og lede nationale konciler, krone monarken, høre appelsager fra metropolit- og bispedomstole samt en æresmæssig ret til forrang. Skønt denne organisation tidligere var nyttig til at fremme og bevare enheden i de nationale kirker, har den i dag mistet sin betydning og er forsvundet. Dette skyldes dels, at nationale kirker i denne forstand ikke længere eksisterer, og dels den gradvise disciplinære centralisering af de vestlige kirker omkring Den Hellige Stol.[4] Med undtagelse af Gran (Esztergom–Budapest) i Ungarn er titlen i den katolske kirke i dag udelukkende et æresnavn, hvortil der kun er knyttet ganske enkelte æresrettigheder.[3][4] Ved festlighederne i forbindelse med kanoniseringen af de japanske martyrer i 1867 var der således ingen særlig plads reserveret til primater, og under Det Første Vatikankoncil blev primaternes forrang kun anerkendt på insisteren fra den ungarske fyrsteprimas som noget exceptionelt, der ikke måtte betragtes som præcedens.[4] Med det pavelige breve Inter multiplices af 27. november 1869 blev primaterne rangeret efter patriarkerne i henhold til deres udnævnelsesdato, men teksten tilføjede udtrykkeligt "Ex speciali indulgentia" (ved en særlig gunst) for at understrege, at det kun gjaldt denne ene anledning og ikke måtte tolkes som en overdragelse af rettigheder til dem eller en forringelse af andres rettigheder. Ved Vatikankoncilet var de eneste biskopper, der optrådte som primater i kraft af nylige pavelige indrømmelser, biskopperne af Salzburg, Antivari, Salerno, Bahia, Gnesen, Tarragona, Gran, Mechelen og Armagh. Andre steder er der intet andet end en titel tilbage; dette gælder historiske primater i Spanien (Toledo, Compostela, Braga), Frankrig (Lyon, Reims, Bourges, Vienne, Narbonne, Bordeaux, Rouen), Tyskland (Mainz, Trier, Magdeburg), Irland (Armagh) og Skotland (St. Andrews).[4]
Benyttelse udenfor den katolske kirke
[redigér | rediger kildetekst]Som et rent æresnavn benyttes titlen imidlertid også inden for den anglikanske og de protestantiske kirker. I den engelske episkopalkirke indtager ærkebiskoppen af Canterbury den fornemste plads som hele Englands primas ("primate of all England" eller "Rigets primas"), mens ærkebiskoppen af York bærer titlen "Englands primas".[2][3][4] I Skandinavien fastholdt ærkebiskoppen af Lund oprindeligt primatet over den svenske kirkeprovins efter dens oprettelse i 1164.[2][4] Hele middelalderen igennem stræbte ærkebispesædet i Uppsala dog efter at løsgøre sig fra det lundensiske primat, som fra 1800-tallet blev føje mere end en titel, og siden 1531 har ærkebiskoppen i Uppsala reelt været den svenske evangeliske kirkes primas. I Norge betegnes biskoppen af Oslo som primas.[2] På lignende vis er den danske folkekirkes højest rangerende gejstlige biskoppen over Københavns Stift (tidligere Sjællands Stift), der kaldes Danmarks primas. Selvom det ikke er en fast, formel titel, bærer Københavns biskop et særligt ornat og har den fornemme opgave at indvie de andre biskopper.[1][2][4]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "Primas". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 3628.
- 1 2 3 4 5 6 Westrin, Johan Theodor, red. (1915). "Primas". Nordisk familjebok. Vol. 22. (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 252-53.
- 1 2 3 4 5 6 Jørgensen, Alfred Theodor (1924). "Primas". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 19 (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 551.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 Boudinhon, Auguste Marie Félix (1913). "Primate". I Herbermann, Charles George (red.). Catholic Encyclopedia. Vol. 12 (1. udgave). New York City, USA: Robert Appleton Company. s. 423-424.
