Nevers

Bernadette Soubirous-centret er et pilgrimssted dedikeret til Sankt Bernadette. Hun blev født i Lourdes i 1844 og var 14 år gammel, da Jomfru Maria viste sig for hende i grotten i Massabielle i Lourdes. Hun tilbragte de sidste år af sit liv på Sœurs de la Charité de Nevers, et nonnekloster, der var indrettet i det tidligere kloster, Saint-Gildard-klosteret. Her døde hun i 1879. Hun er begravet i Saint Joseph-kapellet, der ligger midt i centrets have. I dag fungerer stedet som et spirituelt center, hvor man kan nyde ro og åndeligt samvær.

Klosteret, der har været kendt siden omkring år 700, var oprindeligt dedikeret til sankt Loup. Klosteret fik senere navnet Sankt Gildard, fordi antallet af mirakler steg, efter at den fromme præst med dette navn var blevet begravet i klosterkirken, og det tiltrak mange mennesker. I midten af 1800-tallet blev det moderhus for nonneordenen Sœurs de la Charité.

Katedralen er indviet til martyrerne Cyrus og Julitta, der led martyrdøden i 304 i Tarsus i det sydlige Tyrkiet under kejser Diocletians sidste kristenforfølgelser. Meget kort tid efter deres død spredte deres kult sig over hele Middelhavsområdet, og i 400-tallet også til Gallien. Amateur d'Auxerre, biskop mellem 386 og 418, bragte relikvier fra begge helgener med tilbage til Auxerre efter en rejse til Lilleasien. Hieronymus, biskop af Nevers fra 800 til 816, skaffede relikvier fra begge helgener til Nevers-katedralen, der blev officielt indviet i begyndelsen af 800-tallet. En overlevering siger, at biskoppen fik relikvierne overgivet til Nevers, efter at Karl den Store havde drømt, at Saint Cyr reddede ham fra at blive angrebet af et vildsvin.

I 1100-tallet var katedralen en romansk kirke. Den brændte delvist i 1211, og facaden blev genopbygget i gotisk stil. Det romanske kor og tværskib, der var mindre beskadiget af branden, blev bevaret. Gennem tiden har der været flere brande og flere genopbygninger. I 1944 blev glasmosaikkerne i vinduerne ødelagt. Siden kom der nye mosaikvinduer, skabt af nutidige kunstnere som Jean-Michel Alberola og Raoul Ubac. Katedralen blev fredet som historisk monument i 1862.

Klosteret stammer fra begyndelsen af 700-tallet. Det blev ødelagt af saracenerne omkring 743 og genopbygget af biskop Hieronymus. Heriman, biskop af Nevers fra 841 til 860, gengrundlagde klosteret i 849 med seksten eller atten kannikker.

Det var dengang sædvane, at den nyudnævnte biskop overnattede i klosteret natten før sin indvielse. Han blev så båret af de fire førende baroner i Nivernais-regionen først til byportene, hvor han svor en ed til byen og dens borgere, og derefter til katedralen. I dag er kun abbedens residens tilbage, som blev fredet som historisk monument i 1926.

Kirken ligger, hvor der i 600-tallet oprindeligt boede en nonneorden, der levede efter den irske munk Columbanus' regel. Efter adskillige ødelæggelser i de følgende århundreder forfaldt klosteret, og det blev forladt. På foranledning af grev Villiam 1. af Nevers (1030-1098) blev klosteret genopbygget og underlagt benediktinerklosteret i Cluny omkring 1065. Kirken blev bygget mellem 1063 og 1097 og er inspireret af den store klosterkirke i Cluny. Det var en del af den gregorianske reform, der skulle revitalisere den katolske kirke.

Klosterkirken blev sekulariseret under Den Franske Revolution og omdannet til en lade. I 1792 blev de tre romanske klokketårne ødelagt. I 1846 erkendte byrådet i Nevers, at man rådede over et enestående romansk monument, så et større restaureringsarbejde blev iværksat. Trods dette er det et af de få monumenter fra 1000-tallet, der er bevaret uden større ændringer. Kirken har været klassificeret som et historisk monument siden 1840.

Nevers har også andre bygningsværker af interesse, særligt hertugpaladset fra 1400- og 1500-tallet. Det er bygget på en bakke i byens centrum og var residens for greverne, senere hertugerne, af Nivernais. Det blev bygget til Jean de Clamecy (1415-1491) på stedet, hvor hans borg tidligere havde ligget. Madame de Cossé-Brissac, arving til den sidste hertug af Nevers, solgte slottet og dets tilhørende huse til kommunen og departementet i 1810.

Slottet blev opdelt og fungerede som rådhus og retsbygning indtil 1850. I slutningen af 1970'erne flyttede retsbygningen til det tidligere bispepalads, og et restaureringsprojekt blev sat i gang med respekt for udseendet fra 1700-tallet. Det huser nu rådhuset med borgmesterkontor og byrådssal, en del af turistkontoret, udstillings- og receptionslokaler samt en permanent udstilling om byens historie og attraktioner samt et akvarium med fisk fra Loire-floden. Bygningen blev klassificeret som et historisk monument i 1840.

Nevers er kendt for sin fajance, Faïence de Nevers, og særligt for den blå farve, der stammer fra en koboltblå glasur. Det var Ludvig 4. af Nevers, der bragte fajanceproduktionen til Nevers. I slutningen af 1500-tallet fik han de italienske keramikere Augustin Conrad og hans brødre, Baptiste og Dominique, til at bosætte sig i Nevers. Alle de nødvendige elementer var til stede for at skabe en fajanceproduktion af høj kvalitet. Her var relevante typer ler, træ til opvarmning og Loire-floden til sikker transport af produkterne. De italienske brødres succes voksede i en sådan grad, at Nevers i 1600-tallet var én af de førende fajancebyer i Frankrig. I dag findes der stadig et par keramikværksteder.

Museet blev grundlagt i 1840'erne af Nevers kommune og placeret i rådhuset. I 1910'erne flyttede det til det tidligere bispepalads, som var blevet doneret til byen af mæcenen Frédéric Blandin. I 1975 flyttede det igen, denne gang til det sted, hvor det tidligere benediktinerkloster havde ligget, og til et palæ, Maison Roussignhol, fra 1800-tallet. Disse lokaler blev gennemgribende renoveret fra 2007 til 2013. Museet blev genåbnet den 27. september 2013, og det tidligere navn, Musée de la Faïence Frédéric-Blandin, blev erstattet med det nuværende.

På museet kan man se fajance, skulpturer, malerier, mønter, plakater og tryk. Samlingen er på næsten 2.500 genstande, og af disse repræsenterer de fleste fajanceproduktion i Nevers. Fajancesamlingen viser de dekorative stilarter i kronologisk orden. Der er fade, skåle, flasker, kander, fliser og statuer. Her findes også eksempler på den yngre art nouveau-fajance.

Hertil kommer en samling af emaljeret glas, der blev overgivet til Louvre-museet i 1997 som betaling for arveafgift fra en privat samlers dødsbo. Med undtagelse af en altertavle deponerede Louvre samlingen på Nevers-museet i 1998. Den består af 290 genstande som figurer og dekorerede æsker, der er skabt ved hjælp af en særlig teknik, som opstod i Nevers i slutningen af 1500-tallet.