Kirkens alterprydelse består af retabel med arkader, der rummer relieffer af Kristus og apostlene samt et stort krucifiks med Maria og Johannes som sidefigurer. Opsatsen har forbillede i de senromanske, gyldne altre.
Prædikestolen, som er udført i renæssancestil, har seks fag med arkadefelter og hjørnesøjler. Felterne blev i 2008 udsmykket med malerier af kunstneren Stig Weye (født 1946), som her skildrer kirkens højtider. Under lydhimlen svæver en helligåndsdue, som Harald Lønborg-Jensen har medbragt fra Løgumkloster Kirke, hvor den har haft sin plads i forbindelse med døbefonten. Lydhimlen over stolen er mere barok i sin udformning og har svungne bøjler, som ender i en topkugle med Kristusfigur.
Stig Weye har ligeledes (i 2013) udsmykket alterbordsforsiden med en serie felter, som tilsammen illustrerer den apostolske trosbekendelse. Stig Weyes tredje udsmykningsarbejde er altertæppet fra 2016, som forestiller en helligåndsdue omkranset af solen på en blå baggrund. Tæppet er fremstillet af lokale kræfter.
Et lystræ fra 2020 i bronze og moseeg, skabt af Jørgen Lisborg (født 1935), har sin plads til højre for indgangsdøren.
Grindsted Kirke huser et væsentligt klokkespil på 61 klokker, som ved sin indvielse 23. marts 2023 kunne betegnes som Nordeuropas største klokkespil. 36 af klokkerne er forbundet til en computerstyret automatik, som 3 gange dagligt spiller salmer og sange fra kirkens tårn.
Der afholdes jævnligt koncerter med hjemlige og udenlandske klokkenister.
Kirkens to svingende klokker er fra henholdsvis 1619 og 1922, sidstnævnte støbt i Aalborg af De Smithske Støberier, førstnævnte af Berent Bodemann i Lübeck.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.